Er du enlig forældre med barn/børn ml 7-12 år?
Ønsker du at være med til at skabe et rart og tæt fællesskab i hverdagen?
Vil du bo på en idyllisk og velholdt gård i Humlebæk omgivet af smuk natur?
Kollektivet Æblegården får snart to boliger ledige. Begge består af 2 private værelser på 1. sal (hhv 24+17 kvm og 18+19 kvm).
Derudover har vi store, lyse fællesarealer i stueetagen med køkken-alrum, fælles legerum/stue, gang, bryggers og to badeværelser.
Æblegården er omgivet af en æbleplantage, marker med får og smukke enge, så langt øjet rækker. Vi har en kæmpestor have med fodboldbane, bålsted, køkkenhave og en sø.
Gården ligger i Humlebæk, tæt på Louisiana og Aarstidernes hyggelige avlsgård Krogerup.
Humlebæk Station er kun 2km væk, herfra går Kystbanen til København på 40min.
Der er 1,5 km til den skønneste badestrand og skov, ved idylliske Sletten Havn.
Jeg bor her med min søn Noé, som snart fylder 10 år. Jeg er alene med ham fuld tid. Jeg har lejet gården de næste 4 år, for at skabe et varmt og tæt familie-fællesskab for både børn og voksne.
Jeg ønsker et fælles hjem, hvor vi spiser sammen et par gange om ugen, hygger os og hvor børnene har glæde af hinanden. “It takes a village to raise a child”.
Det her er en mulighed for jer, som ønsker og længes efter et tæt fællesskab. Vi deler ét hjem med fælles køkken, så vi kommer helt naturligt til at være en stor del af hinandens liv og hverdag.
Jeg søger bevidst kun enlige forældre M/K med 1-2 børn, som er jævnaldrende med min egen søn.
Huslejen for et hjem her i kollektivet med 2 private værelser er omkring 11.000/md inkl forbrug (afhænger af hvilke værelser og antal personer).
Det er desværre ikke muligt at få boligsikring i et kollektiv. Bemærk at udlejer ikke tillader husdyr.
Der bliver to boliger ledige i løbet af foråret.
Den første bolig er ledig fra 1. april 2025.
Den anden bolig er ledig fra 1. maj 2025.
Lidt om os:
Jeg er 40 år, uddannet Kaospilot og yogalærer. Jeg arbejder som handicaphjælper, samtidigt med at jeg opstarter egne projekter.
Jeg elsker at danse, at være i naturen, at lave god mad, og at nyde saunagus & havbad. Jeg er åben, initiativrig, og har boet i fællesskaber det meste af mit liv. Jeg kan godt lide at et hjem både er rent og ordentligt - det samtidigt med at der er plads til masser liv, grin og kram.
Min søn Noé er 9 år, går til karate, elsker at spille fodbold i haven og mountainbike i skoven, kan lide at klæde sig ud og spille brætspil, går meget op i Pokemon og elsker at bygge fantastiske verdner af Lego. Han er en rolig, kvik, kærlig og følsom dreng.
Hvis du er interesseret - eller har spørgsmål - så skriv til mig hurtigst muligt. Skriv gerne lidt om dig selv og dit barn, og hvorfor I ønsker at bo i et fællesskab.
Glæder mig til at høre fra jer!