Skønt rækkehus med masser af plads og dejlige lyse og velindrettede rum. Fra husets entre træder man ind i køkkenalrum med køkkenø og god plads til spisebord og med videre adgang til hyggelig vinkelstue og husets terrasse. Herudover finder man tre store værelser, soveværelse med skabsvæg, bryggers samt badeværelse.
Bebyggelsen på Snærild Bakke består af 101 moderne, energivenlige boliger som rækkehuse. Husene opføres i rækker med tre til syv boliger i hver række. Vi bygger med DGNB bæredygtighedscertificering, som sikrer gennemtænkte løsninger i hele byggeriet, der vil fremstå tip top i mange år.
Etape 1 – Nordlig bebyggelse:
Her kan du vælge mellem husstørrelser fra 85 m² til 125 m², som er indrettet som 3-, 4- eller 5-værelses boliger, alle med flisebelagt terrasse og godt redskabsrum med fast gulv.
Facaderne er af mursten i lyse og mørke gråbrune nuancer af typen Strøjer B434 Moskus. Sort tagpap med taghældning på 6 gr.
Etape 2 – Sydlig bebyggelse:
Her findes også huse i størrelser fra 85 m² til 125 m² som 3-, 4- og 5-værelses boliger, ligeledes med flisebelagt terrasse og godt redskabsrum med fast gulv. Facaderne i denne bebyggelse er af råhvide mursten med brune nuancer som B545 Merkur og med en taghældning på 6 grader.
Alle boligerne i hele bebyggelsen er monteret med moderne træ/alu vindues- og dørpartier med 3-lags glas og fremstår hvide inde og mørke ude. Sålbænke under vinduespartierne i mørk skifer. Tagrender og nedløb er i sort udførelse.
Husenes materialevalg er gennemtænkt og harmonisk, så husene vil fremstå smukke, tidløse og velholdte i mange år fremover.
Åbent og lyst rækkehus
Husene er indrettet lyse og venlige med store vinduer og glaspartier med godt lysindfald overalt. Der ses hvide, glatte vægge og lofter i hele boligen.
Lyse gulve i køkken/alrum, stue og værelser af laminat som egeplank. Entré, bryggers, badeværelse og brus er udført med store, lækre klinker i grå med mørke nister.
Alle døre er udført i glat hvid med rustfri stålgreb og uden dørtrin for optimal adgang. Vindueskarme er muret og vandskuret i hvid. Vægge mod gulv er afsluttet med hvide, glatte fodpaneler.
Rækkehus med fine detaljer
Køkken, bad, bryggers og soveværelse er monteret med moderne HTH-moduler i glat, hvid afslutning og med rustfri greb. Bordplader i praktisk laminat i farven rustik skifer med rummelig stålvask. Stænkplade bag kogesektion for nem rengøring. Vask i badeværelse af formstøbt hvidt materiale. Toilet fra Ifö som væghængt løsning, kvalitetsarmaturer fra tyske Hans Grohe og linjeafløb i bruseniche.
Alle hvidevarer medfølger i anerkendt kvalitet. Kogeplade med induktion og ovn med pyrolyseteknologi samt køle-/fryseskab. Der er forberedt installation af vaskemaskine og tørretumbler i bryggers, disse skal lejer selv medbringe.
Fast lysinstallation med spot i bad og bryggers. Desuden spot i overskabe i køkken.
Der er gulvvarme i hele rækkehuset, som styres via separate, trådløse termostater i alle rum. Boligen er udført med ventilationsanlæg, der sikrer et sundt og godt indeklima.
Udvendigt er der monteret stikkontakt og vandhane samt lampe ved entré- og havedør.
Forbrug til el, varme, vand og spildevand afregnes direkte mellem lejer og forsyningsselskaberne. Opvarmningen sker med luft-til-vand varmepumpe med udemodulet placeret i boligens redskabsrum. Som lejer er du berettiget til at få reduceret elafgiften på en del af elforbruget.
Bemærk, at der på siden er tale om anvendelse af modelfotos. Forbehold for rettelser.