Nybygget rækkehus i familievenligt område - med naturen lige udenfor!
Drømmer du om at bo i et moderne og nyopført rækkehus i rolige og naturskønne omgivelser?
Så er Skovgårdhøjen i Søvind lige noget for dig!🏡
I dette 5 værelses rækkehus får du:
- Stort lyst køkken-alrum
- Privat have med terrasse🌞
- Mulighed for at have dit husdyr med🐶
- Eget skur🌺
- HTH Køkken med alt i hårde hvidevarer
- Entre med vaskemaskine og tørretumbler😊
- Der indlægges fiber i boligen
Velkommen indenfor i dette 5 værelses rækkehus. Her finder den større børnefamilie sit hjem med 3 gode værelser, et stort og lyst opholdsrum samt skønne udearealer.
Praktisk velkomst
Når du træder indenfor bliver du budt velkommen af en praktisk entre med flotte grå gulve i fliselook der er nemme at rengøre og vedligeholde og som kan holde til støvler, tasker og hvad der ellers følger med børn hjem fra børnehave og skole. Her har du også en vaskemaskine og tørretumbler, bordplads samt et hvidt skab til opbevaring, og god plads til at skabe ekstra opbevaringsløsninger til jakker og sko.
Overalt i boligen er der gulvvarme samt ventilationsanlæg, som er med til at sikre dig det bedste indeklima.
Familiens samlingspunkt
I boligens hjerte finder du det store opholdsrum. Køkkenet som i denne bolig er med køkken-ø åbner op til resten af rummet, så snakken let kan fortsætte mens der laves mad, lektier ved køkkenbordet og slappes af på sofaen.
Fra det store rum er der videre adgang til den dejlige flisebelagte terrasse, der med sin størrelse indbyder til at skabe et hyggeligt uderum med både spiseplads og loungeområde. Til boligen hører også et mindre havestykket omkranset af nyplantet hæk, hvorfra der er direkte adgang til de omkringliggende grønne fællesarealer.
Boligens værelser
Boligen byder på et stort soveværelse samt 3 mindre værelser. Alle værelserne er med faste hvide skabe til opbevaring samt et større vindue, der giver et skønt lysindfald til de i forvejen lyse rum. Soveværelset samt det ene værelse er vendt mod boligens indgang side, hvor de to resterende er placeret mod havesiden.
Hyggelige udendørs rum
Udnyt boligens udendørs kvadratmeter ved at skabe det hyggelige uderum på begge sider af boligen. På indgangssiden har du et mindre flisebelagt område med plads til en bænk eller et cafesæt. På havesiden har du både en flisebelagt terrasse og et græsstykke omkranset af en nyplantet hæk. Her er der plads til større havemøbler eller et loungesæt.