Vi fremlejer vores 79 kvm. store andelslejlighed på fjerde sal for en toårig periode grundet udstationering. Beliggende på den smukke, nærmest ’berlinske’ Mølle Allé, tæt ved Valby Langgade, Søndermarken, Vestre Kirkegård og Carlsberg Byen.
Kun få minutters gang fra alskens caféer, utallige supermarkeder og Valby Station, finder du denne lejlighed med tre værelser plus walk-in-closet/vaskerum, som modsat mange storbylejligheder faktisk er badet i sollys dagen lang, og som trods sin centrale beliggenhed i Valby er forholdsvis ugeneret af trafikstøj.
I denne herskabelige hjørnelejlighed er der gamle plankegulve, stuk og højt til loftet. Solen stråler ind gennem vinduerne i den smukke karnap i dagligstuen, en dobbeltdør leder dig ind i spisestuen og en rummelig altan tilbyder udsigt ned i gården og over mod Søndermarkens trætoppe og tårnet i Zoologisk Have.
Der er rigeligt med bordplads, stort køle/fryseskab og opvaskemaskine i det lille, men hyggelige køkken, i det store walk-in-closet/vaskerum står nyere vaskemaskine og tørretumbler fra LG, og fra soveværelset træder du ind i et nyrenoveret, rummeligt badeværelse med både ’rain shower’ og håndbruser, god opbevaringsplads og lyse terazzo-fliser med gulvvarme.
Vi foretrækker at udleje lejligheden delvist møbleret. Det drejer sig om et stort IKEA PAX-garderobeskab i soveværelset, hvidt IKEA ELVARLI garderobesystem i vaskerum (4 skuffer + 2x bøjlestang), et helkropsspejl i entréen, et fransk vitrineskab og de tre kvadratiske bogreoler i stuen. Der er altså rig mulighed for at indrette sig med egne møbler og billeder på væggene.
Lejligheden har hjemme i en veldrevet andelsforening, fyldt med venlige og hjælpsomme mennesker. Der er brugsret til loftsrum og adgang til stor, lækker gård, som for nylig er blevet re-designet og klimasikret af Københavns Kommune. Lejligheden er oplagt for det etablerede par, der gerne vil bo i rolige omgivelser, tæt på hyggelige caféer og grønne områder, men samtidig være tæt på den pulserende storby.