Vil du bo i Danmarks måske mest gennemførte og rendyrkede arkitektoniske mesterværk, så har du muligheden nu. BIG's signatur, når det gælder boligbyggeri, er uderum i form af store tagterrasser og altaner. AARhus byggeriet er ingen undtagelse. Bygningens fire fløje, terrasserer sig op mod himlen og giver både spektakulær arkitektur og unikke uderum. Nærområdet er i en rivende udvikling og begynder så småt at stå færdigt. Der kommer endnu flere spændende butikker og restauranter ned til Bassin 7, der ligger som nabo til AARhuset.
Du bydes velkommen i en fantastisk 2-værelses ejerlejlighed, med et skønt "leverum". Et stort åbent køkken-alrum og stue i ét. Straks drages du mod den dejlige altan og ikke mindst udsigten. Leverummet har god plads til både et spisebord og sofaarrangement. Køkkenet er placeret smart langs væggen og er en integreret del af leverummet, så det giver mere plads til ophold og gæster omkring spisebordet. Køkkenet er med sorte egefronter og med en Corian bordplade - her er naturligvis alt i gode hårde hvidevarer.
Fra alrummet og stuen har du en fantastisk udsigt mod vest ind over Bassin 7, der er kendt for sine mange vandsportsaktiviteter og du kan nyde eftermiddags- og aftensolen på den indeliggende altan.
Herudover byder lejligheden på et stort soveværelse med et fast indbygget skab med skydelåger samt et stort og velindrettet badeværelse med separat bruseniche og vaskefaciliteter. Inventaret i både køkken og bad er nøje udvalgt til byggeriet og arkitektturen.
Lejligheden er desuden beliggende på 2. sal, hvilket betyder at man har direkte udgang til ejerforeningens eksklusive, fælles gårdhave.