Er I interesserede, bedes I skrive lidt om jer selv, og hvad I laver. Tomme profiler og henvendelser uden indhold, bliver sorteret fra.
Lille smukt hus med udhus og have tæt på Dalby og Bregentved Gods. Huset ligger op til jordvold til motorvej. Lejens pris afspejler beliggenheden tæt på motorvej.
Huset er opført i kalksten i 1877 som medarbejderbolig til Bregentved Gods. Haven er smuk og velholdt med udkig til store træer og marker. Huset egner sig til en enkeltperson eller et par.
Lejemålet indeholder: Lille entré, toilet, stue med pille-ovn, spisestue/værelse, soveværelse med adgang til nyt badeværelse med plads til vaskemaskine, køkken og spisekammer. Køkkenet er et nyere Vordingborg køkken.
VARMEKILDE: Huset opvarmes med pille-ovn, varmepumpe og nye el radiatorer. Nuværende lejers årlige samlede elforbrug er 15.000 kWh og 65 poser træpiller á 15 kg.
Taget er isoleret med 250 millimeter Rockwool. Der er støjdæmpende termoruder i vinduerne.
HVIDEVARER: Komfur og emhætte. Andre hvidevarer skal lejer selv indkøbe og vedligeholde.
Aconto vand på kr. 150,00 dækker udgift til tømning af bundfældningstanken og miljøafgifter. Lejer skal betale for vand direkte til Faxe Forsyning.
Der lægges vægt på, at lejer holder alle husets boligrum opvarmet, og foretager løbende indvendig vedligeholdelse. Ny lejer skal altså være indstillet på at bekoste det, som det kræver at holde huset opvarmet til minimum 18 grader i fyringssæsonen, og løbende renholde og vedligeholde lejemålet. Ny lejer skal også være indstillet på at passe haven og udenomsarealerne med bl.a. græsslåning, ukrudtsbekæmpelse og beskæring i henhold til gældende husorden.
Husdyr kræver udlejers skriftlige godkendelse.
Lejemålet er røgfrit. Det betyder, at der ikke må ryges i boligen. Ryges der udendørs, skal askebæger bruges.
Inden vi laver lejekontrakt, indhenter vi debitoroplysninger hos RKI. Vi udlejer ikke til personer, der er registeret hos RKI.