Charmerende halvt dobbelthus til parret eller den lille familie.
Adressen Holstedvej rummer 112 flotte etagemeter, der fordeles over to fulde etager. Tilsammen giver det jer et køkken, en stor stue, et værelse eller en tv-stue, et rummeligt badeværelse og to rum i boligstandard, hvor det ene tilmed er med walk-in.
Underetagen har egen indgang, og fælles for begge etager er det rare lysindfald og de regulære, indretningsvenlige rammer. Endnu mere plads er der i den vestvendte baghave, som er lukket inde af hæk og hegn. Herude er der eftermiddags- og aftensol på terrassen samt en græsplæne til hygge og leg. Det hele er let at holde, hvilket betyder mere tid til solbadning, afslapning og hyggelige middage i det fri.
Beliggenheden byder på en skøn balance mellem hverdagspraktik og grønne områder. Det tager under fem minutter at cykle til Provstegårdskolen, og nærmeste daginstitution er endnu tættere på. Sætter I jer ud i bilen, tager det sølle otte minutter at nå Odense C, som bugner af kultur, historie, spændende specialforretninger og gode frokoster på jeres fremtidige favoritcaféer.
Beliggenheden er også grøn. I kommer blandt andet til at bo tæt ved Danmarks største nye skov, Elmelund Skov, og så er der Tusindårsskoven og Odense Eventyr Golf samt et godt foreningsliv, der passer til selskabs- og sportsentusiasternes drømme.