Vi udlejer vores villa, som har en optimal planløsning og en attraktiv beliggenhed.
Denne arkitekttegnede og velholdte villa er indflytningsklar og ligger i et familievenligt område på et lukket vænge i Vinding. Området er stille og roligt med kort afstand til Vinding skole, gode indkøbsfaciliteter, motorvejsnettet og naturskønne omgivelser. Villaen imponerer med sin fantastiske rummelighed og skønne lysindfald.
Boligarealet er på 153 m2 uden spildplads og byder på flere gode løsninger som Genvex-anlæg, gulvvarme i hele boligen og massive Trip Trap gulve.
Når du træder ind i villaen, mødes du af en lys entré, som leder videre til en fordelingsgang. Fra fordelingsgangen er der adgang til et praktisk bryggers, to store værelser samt et badeværelse. Videre ind i boligen finder du et fantastisk og lyst køkken-alrum, som er i åben forbindelse med stuen. Fra stuen er der adgang til et værelse/kontor samt forældreafdelingen, der rummer et rummeligt soveværelse med eget badeværelse, som har badekar og bruseniche.
Til ejendommen hører en nem have med optimale solforhold, gode terrassemiljøer samt en dobbelt carport med tilhørende redskabsrum.
Villaen er nymalet, og gulvene er nyslebne. Klar til omgående indflytning.