For Giesegaard Gods udlejes en helt nyrenoveret ejendom, som ligger lidt syd for Køge/Ringsted.
Der er tale em en smuk og særdeles præsentabel ejendom i smukke klassiske proportioner, og både udvendigt og indvendigt er den blevet helt opdateret til et virkelig lækkert niveau i nutidig og indbydende standard. Alt er sat i stand eller udskiftet.
Her er 216 m2 i et plan, som helt oplagt kan bruges til bolig for en familie. Her er lyst, lyse gulve og masser af lysindfald i alle rum. Gode materialer, centralvarme fra varmepumpe og gulvvarme i de fleste af rummene.
Det centrale rum i huset er et stort køkken / alrum / spisestue i husets fulde bredde, så der kommer lys ind fra begge sider. Her er sat et helt nyt lyst køkken ind, så alt er bare indbydende lækkert. Det samme gælder husets to badeværelser: Helt nye og pæne og i afdæmpede farver, så det hele spiller fint sammen med den klassiske bygning.
Lejer disponerer over haven foran ejendommen, hvor der er anlagt terrasse. Her er det oplagt at have nogle plantekrukker stående eller bruge muligheden for at tilplante med lidt blomstrende buske i det bed, der er forberedt.
Gårdspladsen, der dannes mellem de to bygninger, er også til lejers disposition.
I entreen har man valgt at bevare det oprindelige stengulv, som er virkelig smukt og giver huset karakter og minder om at bygningen har oplevet meget i mange år.
Huset er indrettet så det også fint kan egne sig til at have liberalt erhverv i den ene ende, eller hjemmekontor, hvis en lejer skulle have behov for det. Det er et sted som absolut egner sig til repræsentative formål, så alle typer virksomhed vil kunne nyde godt af omgivelserne.
Også en kreativ sjæl vil kunne inspireres af stedet, roen og energien her.
Bygningen er oprindelig opført i 1864, og har bevaret sin stil og de smukke klassiske proportioner fra den gang. Den er så køn, at den er erklæret bevaringsværdig i kategori 3. Ejendommen ligger frit for sig selv, så man kan være meget privat og uforstyrret.
En af de oprindelige driftsbygninger er bevaret, og lejer må gerne disponere over den, hvis lejer skal bruge den. Det kan være til opbevaring, lager, hobbyformål mv. Der er masser af muligheder. Bygningen er ikke isoleret.