På A.N. Hansens Allé i Hellerup finder man denne velindrettede villa på 220 m2 + 114 m2 høj kælder. Ejendommen fremstår som et smukt eksempel på områdets klassiske byggestil med sin karakteristiske hvidpudsede facade og røde tegltag.
Villaen, der er indrettet over fire plan, byder på en funktionel planløsning. Fra havens flisegang føres man op til entréen i den løftede stueetage. I dette plan finder man tre rummelige stuer en suite med smukt egetræssparket samt et køkken med originale fliser og moderne elementer og gæstetoilet. Fra stuerne er der adgang til husets to løftede terrasser.
Første sal rummer fire gode værelser, hvor ét kan fungere som walk-in closet, med sine velindbyggede garderobeskabe. På førstesalen er der desuden et badeværelse i klassisk stil og separat toilet. På øverste etage findes et hyggeligt, renoveret loftrum med kvist, skråvægge og vinder, der fungerer perfekt som teenageafdeling.
Kælderen er højt placeret med vinduer, der sikrer et behageligt lysindfald og består af tre værelser, hvor det ene er indrettet med tekøkken. Kælderen byder også på et større vaskerum med Miele hvidevarer, rigeligt skabsplads og bruseniche, samt et separat toilet.
Fra beliggenheden på A.N. Hansens Allé er der kort vej til Strandvejens mange indkøbsmuligheder, Hellerup Strand, Den internationale skole og meget mere, og København er kun 15 min. væk i bil.
Kontakt os for en fremvisning af denne smukke villa.