Dejlig 3-værelses lejlighed med et rummeligt køkkenalrum med udgang til solrig privat terrasse. Køkkenet indeholder alle hårde hvidevarer såsom opvaskemaskine, kølefryseskab, keramisk kogezone, ovn og emhætte. De to værelser er rummelige og med indbyggede skabe. Også badeværelset er moderne og veludstyret med vaskemaskine og bruseniche.
Det er muligt at leje en p-plads i parkeringskælderen, og der er overdækket cykelparkering. Derudover byder området på skønne og grønne udearealer.
I det populære Vejlby-Risskov ligger alle dagligdagens gøremål helt tæt på. Inden for 500 meters afstand fra ejendommen ligger både supermarkeder, apotek, læge og flere muligheder for at hente take-away. Kun 1 kilometer væk ligger Veri Center med et stort udvalg af dagligvarebutikker, spisesteder og specialforretninger.
I området ligger der flere skoler og daginstitutioner inden for gåafstand. Det tager kun 15 min. på cykel at nå Aarhus Universitet, Aarhus BSS og VIA University. Skal man ud af byen, er der 10 minutter i bil til motorvejstilkørslen, der forbinder Vejlby-Risskov med Randers, Djursland og resten af landet.
Fra ejendommen er der 5 kilometer til Aarhus’ bymidte. På trods af den centrale beliggende er der kort afstand til naturskønne områder med strand og skov. Kun 2,5 kilometer væk findes de velbesøgte attraktioner Bellevue Strand og Den Permanente, hvor aarhusianerne nyder sommermånederne i selskab med venner og familie. En frisk gåtur på 20 minutter bringer dig til Riis Skov, der er et populært område med skønne løberuter, varierede stisystemer og – i forårsmånederne – en karakteristisk duft af ramsløg.
Lejere kan ansøge om tilladelse til at holde én indekat.