Plankegulve, fyldningsdøre og klassisk charme. Lækker og rummelig, lys 2 værelses lejlighed på 63 m2. Her er plankegulve og klassisk charme kombineret med rene linjer i form af et flot, strømlinet køkken, og alt står helt klar til indflytning - lige her i det attraktive Øgadekvarter!
Østre Anlæg 100 meter fra gadedøren.
Fem minutters cykeltur øst for centrum finder vi Øgadekvarteret. Vejnavnene klinger af velkendte danske øer, og de har det tilfælles, at de formår at skabe ro omkring sig på trods af den ellers centrale beliggenhed. Det er i særdeleshed de unge par og førstegangskøberne, der tiltrækkes af kvarterets særlige charme, hvor man på ingen tid kan udforske Sjællandsgades muligheder for takeaway, nyde en løbetur i Østre Anlæg. Samtidig er der gode busforbindelser til AAU, som også kan nås på cykel, og der er både dagligvareforretninger, fitness, bagerier og specialforretninger at finde.
Hyggeligt gårdmiljø til udelivet.
I bydes velkommen af en klassisk 30'er-ejendom, og her ligger lejligheden i en høj stueetage, så I har altså fin afstand til fortovet, mens I samtidig kan glæde jer over et minimalt antal trapper mod hoveddøren. Der er derfor heller ikke lang vej ned til sol og sommer i den hyggelige gård, som byder på fred og ro midt i bylivet; her kan I slå jer ned omkring borde-bænke-sæt under pergolaen. Der er desuden gode parkeringsmuligheder i området.
Lys og venlig bolig med optimal planløsning.
Alt fremstår velholdt, planløsningen er optimal, og I kan flytte direkte ind! Turen starter i en nydelig entré, som prydes af det lyse plankegulv, der følger jer ind på soveværelset og videre ind i stuen - dertil er der også indrettet med fyldningsdøre og stukkatur i stuen, så charmen er i top. I får desuden et godt badeværelse med separat brus og et stilrent køkken af nyere dato.