Råd og inspiration til livet i en seniorbolig

At bo til leje frem for at eje betyder færre forpligtelser og mere frihed, og det passer godt til et mageligt seniorliv. BoligPortal giver fire gode råd til den boligsøgende senior, og 69 eksempler på hvordan en seniorbolig kan se ud.

Det kan være bekvemt at skifte ejerboligen ud med en lejebolig, når lysten og kræfterne til hus og have slipper op, og hvis du også tænker sådan, så er du langtfra den eneste. Ifølge nye tal fra Ejendomsforeningen Danmark og Danmarks Statistik vil der årligt frem mod 2025 være flere lejeboligsøgende seniorer end lejeboligsøgende unge.

Hvordan den gode lejebolig til seniorlivet ser ud, vil selvfølgelig være forskellig fra person til person, men nogle lejeboliger henvender sig decideret til seniorer. En lejebolig med betegnelsen seniorbolig vil ofte være lettilgængelig for dårligt gående, med en overskuelig eller ingen have og i et område med andre seniorer. Derudover er seniorboliger lige så forskellige som alle mulige andre lejeboliger: der findes alt fra nye, eksklusive udsigtsboliger til bofællesskaber eller centrale bylejligheder.

På kortet herunder kan du se en række eksempler på, hvordan seniorboliger kan se ud – måske giver de inspiration til, hvordan du kunne tænke dig at bo? Boligerne er hentet fra BoligPortal i februar 2018, og er altså et øjebliksbillede på et udvalg af seniorboliger og lejeboliger med elevator.

Fire gode råd til jagten på en seniorbolig 

Før du skriver under på en lejekontrakt, er det en god ide at have gjort sig grundige overvejelser om, hvordan livet skal være i den kommende lejebolig. Det gælder eksempelvis om ansvaret for vedligeholdelse, og hvor længe du forventer at bo i lejeboligen. Vi giver dig fire gode råd, som du kan have i baghovedet, når du leder efter den rette seniorbolig.

  • Nybyggeri er oftere seniorvenligt
    Planlægger du at bo i lejeboligen i flere år, så kan det være en fordel, at du kan blive boende, hvis du skulle blive gangbesværet eller få kørestol. I nybyggeri er der større sandsynlighed for, at boligen er lettilgængelig for alle aldersgruppe. Større boligbyggerier, såsom etageboliger, skal leve op til bygningsreglementets krav om eksempelvis ramper ved niveauforskelle, højde på dørtrin, og bredde på døre.
  • Vær opmærksom på vedligeholdelsen
    Hvis du vil skåne din ryg og dine kræfter, så kan din lejekontrakt indeholde en aftale om, at udlejer står for den udvendige vedligeholdelse. Den udvendige vedligeholdelse er oftest også den mest krævende, og dækker eksempelvis over renholdelse af veje og af bygningen, samt vedligeholdelse af radiatorer, toiletkummer, køkkenborde og ruder. Din udlejer kan dog vælge at lave en lejekontrakt, hvor lejer har nogle af de forpligtelser, så spørg altid udlejer, hvilke forpligtelser du har i forhold til vedligeholdelse af boligen. Se, hvordan skabelonen for en lejekontrakt ser ud her, eller læs mere om vedligeholdelse her.
  • Spørg om lov til at holde husdyr
    Det er ikke alle udlejere, der vil have at lejer holder husdyr. Udlejer kan også vælge kun at tillade eksempelvis mindre kæledyr, små hunde eller katte. Det er vigtigt at overholde et eventuelt forbud mod husdyr, for ellers er der tale om kontraktbrud, og i yderste konsekvens kan det sætte lejeren på gaden
  • Lej dig ind i et fællesskab
    Hvis seniortilværelsen skal være fuld af liv, så er en lejebolig i et bofællesskab måske løsningen. I et bofællesskab eller et såkaldt ”oldekolle” er der ofte fællesrum og fælles aktiviteter, samtidig med at hver lejer har sin egen bolig.