December oversat til boligsøgning

Som bekendt går man sjældent igennem december uden trængsel og alarm. Det samme gælder boligsøgning. Hvad mange ikke ved, er at december faktisk er en metafor for boligsøgning, og den metafor har vi naturligvis sat os for at knække. For at gøre det nemt for både jer og os selv har vi opdelt december i fem faser. Fem faser som vi naturligvis har sørget for at oversætte til boligsøgning.

Endelig, endelig, ENDELIG december

via GIPHY

Elleve måneder er der gået. Elleve hårde måneder uden brunkager, juleøl og julebal i nisseland, men nu er dagen her. ENDELIG. Den 1. december. Begyndelsen på årets bedste måned, og du er klar. Klar til at vælte dig i klejner, vaniljekranse og nisser. Klar til at undgå julestress og være i god tid med julegaverne. Åh, hvor bliver det godt.

Oversat til boligsøgning: Du er i opstartsfasen af din boligsøgning, og du er optimistisk. Du er ude i god tid, og du skal nok nå det. Måske finder du en treværelses midt i København, der kan betales på en SU?

 

Sukkerchok

via GIPHY

Chokoladejulekalender, julebag og gløgg. Det har været lækkert. Det er stadigvæk lækkert, men den sitren du oplevede i kroppen efter en lang dag i sukkerhimlen, er blevet en permanent sitren, der umiddelbart ikke har tænkt sig at forsvinde. En lille stemme i dit hoved hvisker: Er det gået for vidt?

Oversat til boligsøgning: Opstartsfasen af din boligsøgning er slut. Du er stadigvæk optimistisk, men du har måttet sande, at glasset ikke nødvendigvis er så fyldt, som først antaget, og at den der SU-venlige treværelses i København nok ikke bliver en realitet.

 

Gavestress

via GIPHY

F******ck. Ikke igen. Juleaften nærmer sig, og du er ikke kun bagud med julekalenderen i fjernsynet, du har heller ikke fået købt en eneste gave.

Oversat til boligsøgning: Du har sendt en masse gode ansøgninger afsted, men du har endnu ikke hørt noget fra nogen. Du forsøger at holde humøret oppe, men den lille stemme er tilbage i dit hoved, og den hvisker: Får jeg overhovedet noget at bo i?

 

Jeg når det aldrig

via GIPHY

 

Der er få dage til jul, og der er ikke styr på noget. Gaverne er stadigvæk ikke købt, og du har også både glemt at forholde dig til juletræ og and. Du ligger lammet i din seng og har næsten givet op.

Oversat til boligsøgning: Du er nu nået til stadie af din boligsøgning, hvor du overvejer, om du skal flytte tilbage til dine forældre i den mørkeste afkrog af Jylland, eller om du skal affinde dig med et liv på gaden. Du ser den lille pige med svovlstikkerne for dig og tænker: Det virkede da også hyggeligt meget af tiden.

 

 

Så blev det endelig jul

via GIPHY

Juletræet er pyntet, gaverne købt, og anden er i ovnen. Julefreden har sænket sig, og alle decembers strabadser er for længst glemt. Du nåede det. Selvfølgelig gjorde du det.

Oversat til boligsøgning: Du er netop blevet ringet op af en udlejer, der kunne fortælle, at du er den heldige ansøger, der bliver tilbudt lejemålet. I sidste ende bar dit hårde arbejde med ansøgninger frugt, og du kan nu ånde lettet op. Du fik et sted at bo. Selvfølgelig gjorde du det.